Nykøbing Sjælland Tyrolerne
Tyrolergruppen blev stiftet i 1974 på en af Nykøbing Sjælland Stadsorkesters ture til Tyskland. Et par af orkestrets medlemmer syntes, at når nu de var
i Tyskland, så skulle der lidt ekstra til.
De havde hjemmefra medbragt nodehæfter med passende musik til at bruge, hvis man nu helt tilfældigt skulle droppe ind på et værtshus og have instrumenterne med. Det gjorde
man så.
Musikken faldt i god jord og til gengæld fik musikerne masser af god tysk øl.
Gruppen består i dag af 11 musikere og 2 marketenderinder (snapsepiger). Alle medlemmer er iført originalt tyrolertøj, enten kniebundhosen eller dirndler (knæbukser og kjoler). Instrumenterne er typiske østrigske med sideventiler og ægformede baritoner.
Musikken er original tyrolermusik, som er festlig, folkelig og fornøjelig og kendt af mange, som har holdt ferie i Østrig. Som et festligt tilbehør sælger orkestrets snapsepiger original obstler, så tilhørerne kan få en god smagsoplevelse. Nykøbing Sjælland Tyrolerne spænder vidt rent musikalsk, fra Oberkrainer musik over musik fra München og Bayern.
Nykøbing Sjælland Tyrolernes instrumenter er klarinetter, trompeter, flygelhorn, bariton, tuba og trommer. Samtidig er gruppen ikke alene til spil, men man kan også opleve at musikerne bryder ud i sang.
Alt i alt et festligt indslag til en fest.
Tyrolergruppen spiller gerne over hele landet til alle mulige og umulige arrangementer, ønsker man at engagere gruppen så kontakt dem via hjemmesiden.
Du kan se mere på deres hjemmeside: www.tyroler.info