Orkestrets forskole

Nykøbing Sjælland Stadsorkesters orkesterskole
For at få en bedre rekrutteringsproces etablerer orkestret en orkesterforskole båd til harmoniorkestret og tambourkorpset. Skolen etableres i aftenskoleregi.

Der undervises i nodekendskab, rytmelære, embouchureplacering, intonationsøvelser samt vejrtrækningsteknik.

Hvis du har lyst til at melde dig til orkesterforskolen eller vil du vide mere så kontakt
orkestrets dirigent Ole Andersen på tlf. 33 21 92 99, eller formanden for aftenskolen Palle Nielsen på tlf. 21434021.

Du kan også bare møde op mandag mellem 19.00 og 19.30, for at se hvad det er og få en snak om mulighederne. Adresse: Pakhus 2,  Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing. Indgang fra Vesterbro.  For enden af bygningen er der indgang til kælderen hvor vi øver.

Skolens instruktører
Orkestrets dirigent og kunstneriske leder Ole Andersen, har i sin 45-årige karriere været solotrompetist i Danmarks Radios Underholdningsorkester, det Kongelige Kapel og Danmarks Radios Symfoniorkester. Han har undervist i 15 år på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og er nu en efterspurgt dirigent og instruktør når orkestre rundt om i Danmark har brug for en gæsteinstruktør.

Desuden underviser erfarne medlemmer af orkestret. 

Nykøbing Sjælland Stadsorkester er et harmoniorkester d.v.s. et ensemble, der udelukkende består af blæseinstrumenter og slagtøjsinstrumenter.

Orkestrets 40-mands besætning fordeler sig på følgende instrumenter: Piccolofløjte, Tværfløjte, Klarinet, Basklarinet, Altsax, Tenorsax, Flygelhorn, Cornet, Trompet, Valdhorn, Althorn, Tenorhorn, Baryton, Trombone, Tuba, Marchfløjte og Slagtøj.

Orkestret tilstræber en homogen, fyldig og ekspressiv klang, som kommer til udtryk i et breds repertoire, der spænder fra kunstmusik til Popmusik.